Bøjet i neon
Design Lab-konkurrencen har fået nyt logo. I anledning af designkonkurrencens 10-års-jubilæum udskrev Electrolux og bloggen, Yanko Design, en logokonkurrence for designstuderende. Vinderen er fundet, og Design Lab står nu bøjet i neon.
Hundredvis af studerende fra hele verden deltog i Electrolux’ logokonkurrence, der giver en lille forsmag på selve hovedkonkurrencen, Design Lab. Svenske Henrik Sundqvist står bag vinderlogoet, som nu bliver det officielle logo for Electrolux Design Lab 2012.
Svensk vinder
27-årige Henrik Sundqvist er grafisk designstuderende ved Berghs School of Communication i Stockholm. Den store inspirationskilde for Sundqvist er lige for tiden Michael Freimuth og hans typografi, men, som han også påpeger, så kan inspiration findes overalt.
Om tankerne bag det nye EDL-logodesign siger Henrik Sundqvist:
”Intentionen med mit logo er, at det skal være legende og signalere samarbejde. Bogstaverne hænger sammen for netop at understrege dette. Jeg ville gerne både modernisere og forny, men samtidig beholde elementer fra det gamle logo – det er bl.a. derfor, jeg har holdt mig til de samme farvenuancer, som det gamle logo anvender. Jeg håber derfor ikke, at det nye logo virker helt ukendt for Design Lab-entusiaster, men at det dog stadig kommunikerer noget nyt, moderne og anderledes.”
